Om racen Cavalier King Charles Spaniel

IMG_8587

Cavalieren er først og fremmest en lille, livlig, venlig, tilpasningsdygtig og alsidig hund. Størrelsen ligger ifølge FCI standarden på imellem 5,4 og 8 kg. Standarden kan ses i dansk version her: http://www.dkk.dk/xdoc/120/136-cavalier_king_charles_spaniel.pdf
Den hører til i FCI’s gruppe 9, som er gruppen af selskabshunde.
Netop begrebet selskabshund beskriver Cavalieren rigtig godt, da den er rigtig glad for menneskelig kontakt. Dermed er det heller ikke en hund for hjemmet, hvor den skal være meget alene.
Cavalieren er velegnet til både aktive og mindre aktive familier, da den let tilpasser sig familiens aktivitet. Den kræver dog en del motion for at undgå fedme, og er velegnet som fx agilityhund.
Den tilhører typen af gøende racer pga sin fortid som jagthund, og man må derfor være forberedt på en hund der gør ad nye lyde og lignende. Dermed ikke sagt at alle Cavalierer gøer meget! Nogle gør, andre ikke, ligesom med andre levende væsener er de individer der reagerer og agerer forskelligt, og faktorer som arvelighed og miljø spiller dermed også en rolle.
Cavalieren er en meget følsom hund, hvilket gør den let at træne, og velegnet som familiehund, da den er glad for børn, andre hunde og dyr.
Søger du en vagthund er Cavalieren dog næppe det rette valg! Den kendetegnes godt nok som frygtløs, men også som enormt venlig og den elsker alle mennesker og kontakt!
Cavalieren er for dig der gerne vil være sammen med din hund det meste af tiden. Den skatter gerne at følge dig på toilettet, men hjælper også gerne med at varme din dyne. Selvfølgelig kan den lære at være alene hjemme, men den vil ikke trives med at være alene i de 7-8 timer som det ofte er nødvendigt i de fleste familier.
Cavalieren har en mellemlang, silkeblød pels, der kræver børstning et par gange om ugen samt bad ca. 1-2 gange om måneden for, at undgå filtre og knuder i pelsen. Der er ikke mange timers pelspleje på en Cavalier, men der er pelspleje! Ofrer man 5 min.’s børstning 2 gange om ugen og bader sin hund regelmæssigt, er man godt på vej og undgår tidskrævende pelsknuder og filtre.